Kaspers vej til job
Denne artikel viser Kaspers vej til job hos entreprenørvirksomheden Aarsleff. Kasper har været tilknyttet Råt&Godts afdeling Småt&Godt, som er støttet af Den A. P. Møllerske Støttefond. Artiklen bygger på interviews med Kasper og hans leder, Frank Lentz, konduktør hos Aarselff.
Virkelighedsnært miljø giver erfaring og støtter afklaring
Da Kasper begyndte hos Råt&Godt havde han været ledig i en længere periode efter at være stoppet på uddannelsen til struktør på grund af personlige forhold. Kasper fortæller, at forløbet hos Råt&Godt har været meningsfyldt, fordi der har været mange forskellige arbejdsopgaver, der har givet ham relevant erfaring til at komme i job. Han har lært at arbejde med deadlines, fordi produkterne har haft en fastsat leveringsdato. At være i et virkelighedsnært miljø og løbende få flere timer har derfor hjulpet ham til at bliver mere afklaret på job- og uddannelsesønsker og til at indgå i sit nuværende job hos Aarsleff.
Da jeg startede ved Råt&Godt, havde jeg virkeligt ingen idé om, hvor jeg ville komme hen. Det taler jeg også ofte med mine kolleger om. Det har været en stor øjenåbner at have disse smalltalks, fordi det er i dem, at det går op for mig, hvor langt jeg er nået.
Han fremhæver, at fællesskabet med ansatte og de andre unge hos Råt&Godt har haft stor betydning for hans trivsel og afklaring. Gennem gode snakke og løbende vejledning er han blevet mere bevidst om, de fremskridt han har gjort undervejs, og hvilket job han gerne ville have. At have gode kollegaer og en tæt kontakt til Råt&Godts personale, mener Kasper, har spillet en væsentlig rolle for, at han har kunne begynde i fuldtidsjob – et job med stor afveksling, og hvor ingen dage er ens, hvilket passer ham rigtigt godt.
Relevante kompetencer letter overgangen til job
Oprindeligt arbejdede Kasper i Råt&Godts afdeling afdeling for børne- og ungdomsmøbler, Småt&Godt, hvor han lavede møbler og indretninger til af genbrugsmaterialer. For at blive helt klar til jobbet anbefalede Aarsleff, at Kasper fik erfaring med svejseteknikker. Derfor skiftede Kasper afdeling og arbejdede i Råt&Godts smedjeværksted op til jobstart for at blive godt klædt på. At opbygge de håndværksmæssige færdigheder har været med til at lette overgangen og give en god opstart. Kaspers siger, at hans forløb hos Råt&Godt er en væsentlig årsag til, at han har kunne gå fra at være uden for arbejdsmarkedet til at varetage et fuldtidsjob med lange arbejdsdage og med forskellige og skiftende arbejdsopgaver.
Bæredygtighed i forskellige brancher
Råt&Godt producerer overvejende produkter i genbrugsmaterialer, og det gælder også for de produkter Kasper har lavet under sit forløb. Han fortæller, at han gennem arbejdet med genbrugsmaterialer er blevet opmærksom på, at der kan laves mange kvalitetsprodukter ud af ting, vi ofte betegner som affald. Denne opmærksomhed på genbrug og reduktion af spild bruger han også i sit nye job til at udnytte materialer bedst muligt.
Det er en vane, man har fra værkstedet (Råt&Godt) at man bruger de afskår, man har. De ting, jeg har lært ved Råt&Godt, er kommet under huden, så man får det anvendt.
Frank Lentz fortæller, at bæredygtighed er på dagsordenen hos Aarsleff, fordi det er helt nødvendigt, at branchen er opmærksom på at forbruge mindre. De oplever også, at deres kunder stiller større krav til bæredygtighed, hvilket har betydning for hele virksomheden og dens medarbejderne bl.a. i forhold til at sortere affald og udvikle bæredygtige løsninger, så ressourceforbruget mindskes. Kaspers erfaringer med at anvende genbrugsmaterialer er derfor også brugbare i hans nye arbejde.
Fremtidsønsker
Efter en praktikperiode blev Kasper fastansat hos Aarsleff. Han har allerede gennemført grundforløbet på uddannelsen til struktør, og hans fremtidsønske er at fortsætte på hovedforløbet med læreplads hos Aarsleff, så han kan blive færdiguddannet.
Jeg har altid tænkt, at jeg gerne ville tilbage i dette fag, men jeg har ikke været klar over vejen derhen. Der har Råt&Godt været gode til at forberede mig og hjulpet mig med at finde ud af hvilke behov, der skulle stilles, for at jeg kunne opnå det.
Han fortæller, at det næste skridt hen mod målet er at få mere erfaring i jobbet og opnå mere sikkerhed i at tage initiativ og ansvar. Dette udviklingsområde arbejdes der med hos Aarsleff, men de er sikre på, at det vil komme hen ad vejen. Frank Lentz fortæller, at Råt&Godt har fundet en god medarbejder til dem i Kasper, og de har allerede oplevet en stor udvikling hos ham i de fem måneder, han har været ansat.
Den udvikling, Kasper er gået igennem, er stor. Han er ved at være et sted, hvor han kan arbejde fuldstændigt selvstændigt og varetage sine opgaver uden at have brug for hjælp fra andre.
Råt&Godt – fordi mennesker og materialer fortjener en chance til.
Den A. P. Møllerske Støttefond
– støtter udviklingen af en socialansvarlig børne- og ungdomsmøbellinje lavet af genbrugsmaterialer
I 2020 bevilligede Den A. P. Møllerske Støttefond 1.684.000 kr. til udviklingen af en børne- og møbellinje, Småt&Godt. Projektet giver os mulighed for at hjælpe flere unge fra kanten af arbejdsmarkedet i beskæftigelse.
I løbet af projektperioden vil 10 unge med udfordringer ud over ledighed beskæftiges og støttes til at komme videre i uddannelse eller job gennem Småt&Godt-afdelingen. Målet er at mindst 8 unge kommer succesfuldt videre i meningsfuld beskæftigelse. For at nå dette mål skaber vi partnerskaber med virksomheder, der vil bidrage til den socialansvarlige udvikling af genbrugsmaterialer gennem fælles projekter, praktikker, lærepladser og ordinære jobs.
Projektet følges og evalueres af Cabi – plads til flere i arbejde.
Projektet støttes af Den A. P. Møllerske Støttefond i en to-årig periode.
Råt&Godt – fordi mennesker og materialer fortjener en chance til.
Kontakt os
Kontakt Råt&Godts socialrådgiver, Katrine, hvis du vil høre mere om vores beskæftigelsestilbud.