Nicolais vej mod uddannelse hos VUC
Nicolais vej mod uddannelse
Denne artikel viser Nicolais uddannelsesønsker, og hvordan han har arbejdet med at opfylde dem. Nicolai har været tilknyttet Råt&Godts afdeling Småt&Godt, som er støttet af Den A. P. Møllerske Støttefond. Artiklen bygger på interview med Nicolai.
Det giver mening at genbruge
Hos Råt&Godt har Nicolai været med til at lave forskellige møbler til børn, udsmykning til legerum og madvarer i træ til at lege med. Han har også bygget insekthoteller af norske traller og vinhylder samt brugt ting fra naturen til at fylde i. Nicolai kan gode lide at forvandle genbrugsmaterialer til nye produkter og bruge de ressourcer, vi allerede har. Der er dog også udfordringer ved at arbejde med genbrug, for det kræver mere forberedelse at gøre materialerne klar til brug – eksempelvis skal der trækkes en del søm ud af traller, før de kan blive til nye produkter.
Fra tanke til konkret handling
Øvelse og rutine er noget af det vigtigste Nicolai lærer, for der kan være langt fra at have en ide om, hvordan noget skal laves og til at gøre det, og få det til at fungere, fortæller han. Det lærer han kun ved at prøve tingene af og få erfaring med håndværket, og i værkstedet får han hjælp og vejledning til den proces.
De viser mig, hvordan det skal gøres, og nogle gange giver de råd omkring, hvordan man kan gøre det hurtigere og bedre.
Rutine og øvelse har betydet, at han hele tiden udvikler sig og bliver bedre. Han kan mærke en stor forskel fra begyndelsen af forløbet hos Råt&Godt og så til nu. Tidligere tænkte han længe over opgaverne, men nu kommer han hurtigere i gang og får tankerne omsat til konkrete produkter.
Der er sket en stor udvikling. Jeg er blevet meget bedre til at gøre ting – før har jeg overtænkt processerne, nu handler jeg også.
Fysiske udfordringer behøver ikke være en stopklods
Nicolai har en funktionsnedsættelse i den ene side af kroppen, og som han selv siger, så kører den ene halvdel af kroppen på halv kraft. Han oplever det dog ikke som et problem i forhold til at arbejde i træværkstedet, for han er selv godt til at vurdere, hvilke opgaver han kan løse.
Jeg siger selv fra til de opgaver, jeg ved, jeg ikke kan klare, eller som vil tage for lang tid for mig at udføre. Det fede er, at de andre ikke siger, at der er opgaver, jeg ikke kan klare.
For Nicolai er det sociale perspektiv ved at være hos Råt&Godt vigtig, for han synes, der er et godt sammenhold blandt unge og ansatte. Ligesom det er vigtigt at få mere rutine inden for det håndværksmæssige område, så giver det også “social rutine” at være en del af fællesskabet, fortæller han.
Uddannelsesdrømme
Nicolais store drøm er at tage en uddannelse og for at komme den drøm nærmere, går han til danskundervisning samtidig med, at han er hos Råt&Godt. På den måde kan han både styrke sine danskkundskaber og lære flere teknikker og praktiske ting inden for håndværkerfaget. Det betyder meget for Nicolai at blive bedre til at læse, fordi det vil gøre mange ting lettere i hverdagen. Desuden synes han, at det kræver et vist læseniveau at få mest muligt ud af hjælpemidlerne til computeren.
Selvom man er ordblind, så skal man stadigvæk kunne læse til husbehov for at kunne bruge hjælpeprogrammerne på computeren optimalt.
Det er derfor et stort skridt på vejen til en uddannelse, at han bliver bedre til at læse, og det motiverer ham meget. Uddannelsesvalget er ikke besluttet endnu, men gennem forløbet hos Råt&Godt får han erfaring med arbejdsmarkedet, hvilket hjælper ham med at blive afklaret.
Hos Råt&Godt får jeg erfaring ud i arbejdsmarkedet, og jeg ser det som et rigtigt job, hvor jeg ser virkeligheden, som den er på en arbejdsplads.
Han er meget glad for at bruge computer, og derfor vil han gerne tage en uddannelse, hvor computere er en central del af arbejdet både under og efter uddannelse. Det vil også tilgodese de fysiske begrænsninger, han har.
Med en funktionsnedsættelse skal man fokusere mere på dét, man kan, i stedet for dét, man ikke kan, siger Nicolai.
Råt&Godt – fordi mennesker og materialer fortjener en chance til.
Efter artiklen er skrevet, er Nicolai begyndt på VUC.
Kontakt os
Kontakt Råt&Godts socialrådgiver, Katrine, hvis du vil høre mere om vores beskæftigelsestilbud.
Den A. P. Møllerske Støttefond
– støtter udviklingen af en socialansvarlig børne- og ungdomsmøbellinje lavet i genbrugsmaterialer
I 2020 bevilligede Den A. P. Møllerske Støttefond 1.684.000 kr. til udviklingen af en børne- og møbellinje, Småt&Godt. Projektet giver os mulighed for at hjælpe flere unge fra kanten af arbejdsmarkedet i beskæftigelse.
I løbet af projektperioden vil 10 unge med udfordringer ud over ledighed beskæftiges og støttes til at komme videre i uddannelse eller job gennem Småt&Godt-afdelingen. Målet er at mindst 8 unge kommer succesfuldt videre i meningsfuld beskæftigelse. For at nå dette mål skaber vi partnerskaber med virksomheder, der vil bidrage til den socialansvarlige udvikling i genbrugsmaterialer gennem fælles projekter, praktikker, lærepladser og ordinære jobs.
Projektet følges og evalueres af Cabi – plads til flere i arbejde.
Projektet støttes af Den A. P. Møllerske Støttefond i en to-årig periode.
Råt&Godt – fordi mennesker og materialer fortjener en chance til.
Kontakt Råt&Godt ApS
Har du spørgsmål? Kontakt os og lad os tage en snak
Vi er altid parate til en uforpligtende snak om møbler, projekter, materialer og samarbejdsmuligheder, hvor vi kan spille hinanden gode.
– fordi mennesker og materialer fortjener en chance til.
Ring til os på telefon 77 77 06 06 eller send en mail til kontakt@raatoggodt.dk. Vi besvarer din henvendelse hurtigst muligt.